24. november 2020

PRÆKVALIFICERET

Renovering og nybyg af almene boliger

Vi er sammen med CUBO Arkitekter og Frandsen & Søndergaard rådgivende ingeniører blevet prækvalificeret til at afgive tilbud på rammeaftale til den almene boligforening - Boligforeningen 10. Marts i Aarhus. Vi glæder os til at tage fat på tilbudsarbejdet og krydser fingre!

19. november 2020

EVENTYRHAVEN I FULD FIRSPRING

Husets brugere - store som små - har taget godt imod deres nye rammer i Havdrup, som de indtog i September 2020. Huset skal danne ramme omkring 22 vuggestuebørn og 88 børnehavebørns trygge hverdag med sine knap 1400 m2.

Børnehusets funktioner er foldet i en cirkelformet kompakt bygning, som er let genkendelig, og meget nem at finde rundt i for både børn og voksne.
Alle indendørs funktioner er organiseret i ét stort sammenhængende og fleksibelt plan med direkte kontakt med udearealerne. Alle bruger den centrale indgang. Den kompakte bygningsform betyder at alle har kort afstand fra indgang til garderobe, fra garderobe til grupperum, og over hele dagen til alle husets funktioner og udearealerne. Det første man møder ved ankomsten i huset er administrationen til højre for vindfanget. Herfra bevæger man sig til fire respektive børnegarderober hhv. personalegarderobe.

Børnegarderoberne har alle direkte adgang og udsigt til udearealerne omkring huset via store glaspartier, som er synlige og genkendelige udefra.
Grupperum ligger ud mod den omgivende have, mens multirum og fællesfunktioner ligger mod den indre gårdhave. Børnekøkkenet ligger i direkte forbindelse til produktionskøkkenet, med et bredt podie, hvor flere børn kan arbejde side om side i børnehøjde og uhindret passere hinanden.
Det store multirum og børnehavens fællesrum står i åben forbindelse og kan opdeles vha en foldevæg i fuld rumdybde. Forberedelsesrummet ligger mellem disse og sciencelokalet, og kan derfor nemt indgå til andre funktioner over dagen, hvis det i perioder er ubenyttet.


25. september 2020

GALGEBAKKEN UDE NU!

I dag har vi fejret at udbuddet på renovering af Galgebakken er udsendt. 700 almene lejeboliger skal renoveres med omtanke for stedets særlige karakter. Vi er spændte på den videre proces!

Licitationen: https://www.licitationen.dk/pr...

Læs mere om projektet her: Galgebakken

28. august 2020

NY MAND OMBORD HOS NOVA5

Velkommen til Peter Horwitz

Peter har gennem de sidste mange år fungeret som projektansvarlig og har bl.a. varetaget dialogen i komplicerede brugerprocesser, kontakten med bygherre/styregruppe såvel som myndigheder og entreprenører.
Senest har Peter fungeret som markeds- og projektchef for Ravn Arkitektur forankret i tegnestuens tilstedeværelse i København, og forinden dette var Peter team- og projektleder hos Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, København.
Peter har desuden en mangeårig erfaring fra Kjær & Richter arkitekter, både fra kontoret i Aarhus som projektleder og i København som afdelingsleder.

Vi er meget glade for, at vi efter at have kendt Peter i en årrække, kan tilknytte ham NOVA5, hvor han skal medvirke til at udvikle og styrke vores kompetencer indenfor projektledelse og bygherrerådgivning. Han vil desuden styrke en af tegnestuens kerneområder med sin udførlige erfaring indenfor undervisningsbyggeri.

27. august 2020

PRESSEMEDDELELSE

Hér på tegnestuen har vi holdt på en hemmelighed, som vi har glædet os til at dele med jer:

Vi skal tegne nye bæredygtige boliger i Herlev i samarbejde med Alma Property Partners og AG Gruppen. Lokalplanen for området er netop blevet godkendt med opførelse af 18.860 m2 nye 2-5 værelses lejligheder. Vi er i fuld gang med tegnearbejdet og ser frem til den videre proces, hvor vi også selv skal certificere byggeriet til DGNB Guld.

Klik hér for mere info

3. juli 2020

PRÆKVALIFICERET X 2

Vi er i løbet af den sidste uge blevet prækvalificeret til 2 spændende opgaver!

Sammen med Frost Larsen, Oluf Jørgensen og Gustin Landskab skal vi afgive tilbud på modernisering og udbygning af Funder Kragelund skole ved Silkeborg.

Og sammen med Ingeniør'ne, Pluskontoret og UCON skal vi afgive tilbud på realisering af en helhedsplan for Ellekonebakken i Viborg.

2 gode opgaver fyldt med brugerinddragelse og gode visioner, vi glæder os til at tage fat på den videre proces.


28. maj 2020

KLAP PÅ SKULDEREN TIL TIBBERUPPARKEN

Vi glæder os over denne fine artikel fra den almene boligbebyggelse Tibberupparken i Espergærde i forbindelse med regeringens vedtagelse af "Grøn boligaftale 2020". Det er en kærkommen nyhed at regeringen frigør flere midler til renovering af den almene boligmasse.

NOVA5 har været totalrådgivere på opgaven om udarbejdelse og realisering af helhedsplan med fremtidssikring af boligerne. Projektet er udført i samarbejde med Bascon, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører og Rambøll Landskab.

Læs artiklen hér:

Fagbladet Boligen - Tibbberupparken

19. maj 2020

SALLINGHUS - ALMEN BOLIGBEBYGGELSE FRA 1940, UDFØRES MED TO DEMONSTRATIONSPROJEKTER

Hos NOVA5 har vi en lang tradition for at arbejde med forsøgsbyggerier – det er spændende at udfordre måden at bygge på, og se om der kan optimeres på processer. Sallinghus ligger fint i forlængelse af vores forsøgsprojekter i Langkjærparken i Aarhus, Albertslund og Rødovre.

Sallinghus fra 1940'erne er et fornemt eksempel for periodens murede boligbebyggelser, der rummer store arkitektoniske og håndværksmæssige kvaliteter. Disse ønskes fastholdt og derfor har Landsbyggefonden givet støtte til både et demonstrationsprojekt for en energirenovering af facader og behovstyret ventilation i boligerne, som er et mindre indgreb, men giver samme fordele for indeklimaet i de små rum i boligerne.

En fremtidssikring af boligerne sker ved lejlighedsombygning for at styrke en varieret beboersammensætning, og samtidig tiltrække og fastholde ressourcestærke børnefamilier i bebyggelsen.

Læs mere om projektet hér


6. maj 2020

NYE LÆRINGSMILJØER OG KLOGE M2 PÅ STRANDSKOLEN

Som bygherrerådgiver for Greve Kommune har NOVA5 i samarbejde med ingeniørfirmaet Torkil Laursen A/S udarbejdet dispositionsforslag for en kapacitetsudvidelse af Strandskolen.

Skolen får med projektet en ny identitet med tydelige læringsrum, som understøtter en varieret og differentieret undervisning. De sikres store velbelyste og rare fællesrum og personalet sikres et godt arbejdsmiljø. Ydermere forbedres indeklima og klimaskærm, så skolen igen fremstår med et fornyet indtryk i nærmiljøet.

Tydelige læringsmiljøer der øger motivationen
I flere projekter har vi gode erfaringer med at omdanne basislokaler – traditionelt et pr. klasse - til fagcentre for sprogfag, matematiske og kulturfag.

Der har, i fagcentrene, været stort fokus på at skabe rumlig differentierede læringsmiljøer, der understøtter hver sin arbejdsmetode. Fagligt kodede rum, der skaber tydelige rammer omkring en faglighed og dermed minimerer behovet for basisrum. Det at samle flere miljøer i et lokale skaber desuden gode rammer for flere forskellige aktiviteter i forbindelse med undervisningen.

Ved at samtænke al undervisningen i fagcentre udnyttes skolens lokaler mest optimalt, og derved frigøres der flere arealer til åbne læringsmiljøer, bevægelse og rum for gruppebaseret arbejde.

Skolens differentierede læringsmiljøer giver plads til at tilgodese den enkelte elevs læringspræferencer, da eleverne nu har mulighed for at vælge netop den arbejdsplads de foretrækker.

Projektet er netop sendt i Totalrådgiverudbud for en færdiggørelse af projektet.

Læs mere om projektet hér: Strandskolen

30. april 2020

GALGEBAKKENS D-BOLIGER

Vi er i fuld gang med at bygge prøvehuse på Galgebakken, hvor vi forbereder os til storskalaprojektet som indeholder 620 boliger. Prøvehuset på D-boligen er et godt eksempel på en fremtidssikret minimalbolig, der giver mulighed for at fastholde beboerne i bebyggelsen – ung som ældre.

I disponeringen af D-boligerne er kvaliteter som godt dagslysindtag og optimal m2-udnyttelse holdt i hævd. En del af boligerne udføres som tilgængelighedsboliger og den landskabelige bearbejdning understøtter beboernes ønske om en stor grad af fællesskab mellem boligerne, en vigtig faktor for den sociale bæredygtighed i Galgebakken.
Byggeteknisk udføres D-boligerne som pavilloner, placeret på eksisterende fundament, herved sikres en kort byggetid og mindst mulig gene for beboerne.

Storskalaprojektet udbydes i 2020. Udførslen starter op i 2021 og projektet forventes at stå færdigt 2025-26, og udføres i hovedentreprise.