7. februar 2024

Nye ansigter i NOVA5

Den 1. februar kunne NOVA5 med stor glæde byde velkommen til fire nye dygtige bygningskonstruktørpraktikanter.

Oliver Kranker

(Står til venstre på billeder)

Oliver har fået sin faste gang ude på Galgebakken, hvor han deltager i byggepladsmøder og byggemøder samt tilpasser og opdatere tegninger, hvis der sker ændringer. Derudover foretager Oliver allerede mangelgennemgang af boliger sammen med resten af teamet, når de etapevis bliver færdige.

Oliver skal også prøve kræfter på tegnestuen, hvor han skal tage del i projekteringsfasen, når 10-ugersforløbet på Galgebakken er slut.

Byggeri har altid være en central del af Olivers hjem, hvor de løbende har renoveret deres bolig. Her har Oliver hjulpet med nedrivning af bærende vægge, udskæring af nye huller til vinduer og meget mere. Det er også her, hvor interessen for byggeriet stammer, hvorfor det lå naturligt for ham at blive bygningskonstruktør.

Oliver er fascineret af de mange forskellige muligheder, der er for at bygge en bolig, hvor man både kan tage højde for de forskellige funktioner, som en bolig har og sammentid sikre et sundt og bæredygtigt hjem.

Der findes tusinde forskellige løsninger på at bygge boliger, men for mig handler det om at finde den bedst mulige løsning til det enkelte projekt.” forklare Oliver.

Oliver er et socialt menneske, også når det kommer til hans studie. Oliver er ROS BYG formand på KEA, og er dermed ansvarlig for, at de nye studerende får den bedst mulige start både skolemæssigt og socialt på KEA byg. Derudover er Oliver en fodboldmand ligesom mange andre på tegnestuen, og har selv spillet fodbold i mange år. Efter hans gymnasietid på Frederiksborg gymnasium arbejdede han som kaffeteknikker – et karaktertræk, som nu lader til at gå igen i vores Galgebakken-team, som alle interesserer sig for god kaffe.

Maria Schoelzer

(Står til venstre for midten på billeder)

Sammen med Oliver er Maria tilknyttet udførelsesprojektet på Galgebakken i næste 10 uger, hvor hun primært arbejder med tilsyn og mangelgennemgang, tidsplaner og daglig styring. Derudover deltager hun også aktivt i byggemøder og får stor indsigt i den store komplekse beboerhåndtering, som der er på Galgebakken. Efterfølgende vender Maria tilbage på tegnestuen, hvor hendes arbejdsopgaver vil have fokus på projektering i Revit, deltage i projekteringsmøder og arbejde med bæredygtighed, herunder LCA-beregninger og meget mere.

Maria siger: ”Jeg finder det spændende at arbejde som bygningskonstruktør, hvor man har en mulighed for at have en alsidig hverdag, hvor man både kan være på tegnestuen, men også på byggepladsen og følge projektet til slutproduktet.”. Derfor er denne praktik skræddersyet til Marias ønsker, der altid har haft en stor interesse for arkitektur og konstruktioner sammentid med, at det altid har været hendes drøm at arbejde indenfor bolig- og kulturbyggeri. Maria har tidligere været Office Manager hos en IT-virksomhed med en bachelor i erhvervsøkonomi.

Marias helt store interesseområder er brand og bæredygtighed. Igennem hendes studie hun udført brandanalyser, brandtegninger og haft en stor udvikling indenfor dette område. Ift. bæredygtighed har genanvendelse en central rolle, hvor Maria via sit studie har arbejdet med ”gendesign” af eksisterende byggeri med fokus på brug af genanvendte og genanvendelige materialer.

Maria er socialt anlagt og bruger tid sammen med sin søn, familie, venner og kollegaer. Derudover har hun stor passion rejser og opleve nye kulturer – hvilket også har været grunden til, at hun i sin tid flyttede til Danmark, da hun forelskede sig i den danske kultur.

Esme Sofie Bertelsen

(Står til for midten på billeder)

Ligesom med Astrid har Esme hendes faste gang på tegnestuen, som bygningskonstruktørpraktikant, hvor hun pt arbejder på Heibergskolen. Derudover bistår hun på boligprojekterne på Sallinghus og Tranehavegård, sammen med Anne, der er projektleder. Esmes interessere sig for kultur og børneområdet samt hvordan man kan være med til at forme sunde og behagelige bygninger, der er inkluderende.

Esme har tidligere erfaring fra Børne- og Ungeområdet, men har altid haft en stor interesse arkitektur, materialer og konstruktioner. Så da hun fandt ud af, at hun kunne kombinere sin interesse med arbejde, så måtte hun tage springet og startede på KEA, som bygningskonstruktør.

At transformere og renovere eksisterende bygningsmasse har altid være et interesseområde for Esme.

Jeg synes, det er enormt spændende at give gamle bygninger en ny funktion og derved bidrage til en større ressourcebevidsthed.” fortæller Esme, som ellers elsker at arbejde med arbejdsmiljø, brand, projektering og beskrivelser. Esme er nysgerrig af natur, hvilket er drivkraften i hendes arbejde såvel som fritid. Hun har en dedikation til sit arbejde og arbejder grundigt på at forstå sammenhænge og grænseflader.

Privat elsker Esme at trække stikker og komme væk fra den travle hverdag, hvor hun nyder naturen og vandreture – her har hun en særlig stor kærlighed til Bornholm og Sverige.

Astrid Kier Bloksgaard

(Står til højre på billeder)

I NOVA5 er Astrid tilknyttet tegnestuen, hvor hun som praktikant projekterer og tegner i Revit og udforsker de opgaver, som bygningskonstruktører laver i praksis. Lige nu har Astrid et tæt samarbejde og sparring med Lin, der er arkitekt på Højmeskolen i Odense, hvor Astrid tegner moderniseringsprojektet op i Revit.

Årsagen til, at Astrid har valgt at læse til bygningskonstruktør, er fordi, hun gerne vil lære mere om byggeri og byggeprocesser. Astrid interesserer sig særligt for renovering, da hun synes, at det er spændende at sikre, at bygninger bibeholder deres historie. Astrid drømmer om at blive projektleder og nyder at sidde på tegnestue. I fremtiden håber hun, at hun både får mere byggepladserfaring med tilsyn sammentid med, at der er plads til fordybelse i projekteringen.

Bæredygtighed er Astrids helt store interesse, hvor hun håber at kunne være med til at gøre byggeri endnu mere bæredygtighed. Hun håber på, at hun i fremadrettet kan bidrage til, at vi kan genbruge endnu flere byggematerialer, så vi sparer på de få ressourcer, som vi har. Hertil siger hun, at ”LCA er ret spændende. Jeg har lige gennemgået et valgfag om LCA-byg, og synes, det var interessant, at man via beregninger kan afgøre, hvilket materialer der har positiv effekt på LCA med lav CO2-udslippet.

Derudover interesserer Astrid sig for digital modellering, hvor hun er optaget af at tegne tekniske tegninger i Revit, som andre bruger til at udfører deres arbejde.