Galgebakken – sidste facadeelement monteret

En milepæl i en af landets mest omfattende helhedsrenoveringer, hvor systematik og tæt samarbejde har sikret både fremdrift og bevarelse af Galgebakkens arkitektoniske kvaliteter.

Med montering af det sidste af i alt 6.739 præfabrikerede facadeelementer er en væsentlig milepæl nået i helhedsrenoveringen af Galgebakken i Albertslund. Som totalrådgiver har vi i NOVA5 haft fokus på at balancere bebyggelsens arkitektoniske identitet med nutidige krav til boliger, energi og funktionalitet.

Arkitektur og identitet
Galgebakken er en markant bebyggelse i dansk boligbyggeri, kendt for sine skarpe volumener og landskabelige sammenhæng. Helhedsrenoveringen fastholder og viderefører disse kvaliteter, samtidig med at de enkelte boliger moderniseres og energiforbedres. Projektet handler derfor ikke kun om teknik og logistik, men om at bevare en arkitektonisk fortælling, der også i fremtiden skal være rammen om beboernes hverdagsliv.

Systematik og samarbejde
Projektets stabile fremdrift skyldes, at arbejdet er sat i system. Med en fast byggetakt på fire boliger om ugen, understøttet af stram LPS-styring og stabil bemanding, er det lykkedes at gennemføre både boligrenoveringer, installationer i terræn og landskabsarbejder inden for én genhusningsperiode på 11 måneder.

Men systematikken kan ikke stå alene. Galgebakken er et komplekst projekt med mange aktører, og det tætte samarbejde på tværs af bygherre, rådgivere, entreprenør, myndigheder og beboere har været afgørende. Den fælles indsats har sikret, at udfordringer er blevet løst undervejs, og at beboerne nu kan vende hjem til moderniserede boliger og nye private haver.

Også bygherre fremhæver samarbejdet som en nøgle til projektets fremdrift:
– Vi oplever et stærkt engagement fra alle parter. Det giver tryghed for os som bygherre og værdi for beboerne, at udfordringerne løses i fællesskab. Når vi står med en milepæl som denne, er det et resultat af et solidt samarbejde på tværs, siger Kristian Overby, senior projektleder i BO-VEST.

Status og næste skridt
Renoveringen af Galgebakken omfatter i alt 688 boliger. Siden projektstart i november 2021 er der leveret og monteret ca. 65.000 m² facadeelementer. 478 boliger er allerede afleveret, og de resterende 150 forventes færdige medio 2026.

Som totalrådgiver arbejder NOVA5 tæt sammen med bygherre Vridsløselille Boligforening, administreret af BO-VEST, samt Enemærke & Petersen a/s, WSP Danmark, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S, Marianne Levinsen Landskab og Eggersen Miljø & Sikkerhed.